Vedtægter

Vedtægter for Dansk Cytologiforening, revideret marts 2023       

§ 1 Foreningens navn


Dansk Cytologiforening (Danish Association of Cytology). Foreningens navn forkortes DC.

 

§ 2 Foreningens formål 


Stk.1 At samle de, der arbejder med og interesserer sig for klinisk cytologi til fremme for fagets praktiske og videnskabelige udvikling i Dansk Cytologiforening. 

Stk.2 At skabe et forum, hvor den faglige udvikling og andre aktuelle emner vedr. klinisk cytologi kan diskuteres. Bestyrelsen skal ud over at drive foreningen planlægge og afvikle det cytologiske årsmøde. 

Stk.3 At planlægge og arrangere efteruddannelse i klinisk cytologi for medlemmerne. 

 

§ 3 Medlemskab 


Stk.1 Enhver, der deltager i foreningens arrangementer, bliver automatisk medlem af Dansk Cytologiforening. Ønsker man herudover at blive medlem, skal man kontakte bestyrelsen.

Stk.2 Firmaer kan blive associerede medlemmer. 

Stk.3 Medlemmer hæfter ikke for foreningens forpligtelser..

Stk.4 Et medlem med inaktiv e-mailadresse slettes af medlemslisten.

 

§ 4 Generalforsamling og bestyrelse 


Stk.1 Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. 

Stk.2 Bestyrelsen indkalder til generalforsamling med mindst 6 ugers varsel. Indkaldelsen samt dagsorden offentliggøres ved nyhedsbrev og på www.danskcytologiforening.dk. Den endelige dagsorden offentliggøres senest en uge før generalforsamlingen afholdes. 

Stk.3 Generalforsamlingen afholdes en gang årligt i forbindelse med Cytologisk Årsmøde, hvor bestyrelsen fremlægger årsberetning og regnskab. 

Stk.4 Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være indgivet til bestyrelsen senest 2 uger inden generalforsamlingen. Kun forslag, der er indsendt rettidigt kan sættes på dagsordenen til afstemning. 

Stk.5 Ekstraordinær generalforsamling afholdes, såfremt bestyrelsen eller ¼ af foreningens medlemmer kræver det, og indkaldes med mindst en uges varsel. 

Stk.6 Bestyrelsen i Dansk cytologiforening kan i en overgangsperiode fra 2023-2026 udvides med et
til to medlemmer i forbindelse med generationsskifte.

 

§ 5 Generalforsamlingen 


Stk.1 Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte: 1. Valg af dirigent 2. Beretning fra formanden 3. Beretning fra udvalg o.a. 4. Forelæggelse af revideret regnskab 5. Forslag fra bestyrelsen og medlemmer 6. Valg af bestyrelsesmedlemmer 7. Valg af revisor 8. Eventuelt. 

Stk.2 Generalforsamlingen vælger ved simpelt stemmeflertal en dirigent, der leder afviklingen og afgør alle spørgsmål vedr. generalforsamlingens lovmæssige indvarsling, sagernes behandlingsmåde, stemmeafgivningen og dennes resultater. Stemmeafgivningen skal ske skriftlig, såfremt der fremsættes krav derom. De på generalforsamlingen behandlede anliggender afgøres, hvor andet ikke er bestemt, ved simpelt flertal. 

Stk.3 Beslutninger om ændringer af vedtægterne kan kun ske, såfremt mindst 2/3 af de tilstedeværende stemmeberettigede medlemmer er for forslaget. 

Stk.4 Den af bestyrelsen konstituerede sekretær fører referat af generalforsamlingen. Bestyrelsen godkender referatet, inden det offentliggøres på hjemmesiden


§ 6 Bestyrelsen 


Stk.1 Bestyrelsen består af seks medlemmer, der konstituerer sig selv med en 

formand, en næstformand, en kasserer, en sekretær og to bestyrelsesmedlemmer. 

Stk.2 Mindst et af bestyrelsesmedlemmerne bør være en patolog, der er medlem af DPAS og mindst tre medlemmer skal være cytobioanalytikere – alle aktivt engageret i klinisk cytologi.

Stk.3 Bestyrelsesmedlemmer er på valg: tre i lige år og tre i ulige år. 

Stk.4 Bestyrelsen holder møde 2 gange årligt eller efter behov. Beslutninger vedtages ved simpel stemmeflertal. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst fire medlemmer er til stede. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Sekretæren udarbejder et referat, der offentliggøres på www.danskcytologiforening.dk

Stk.5 Bestyrelsen kan nedsætte udvalg til at løse specielle opgaver. 

 

§ 7 Kontingent 


Stk.1 Et medlemskab af Dansk Cytologiforening er gratis. 

Stk.2 Der opkræves hvert år et deltagergebyr for deltagelse i Årsmødet. Gebyrets størrelse fastsættes af bestyrelsen. 

 

§ 8 Økonomi, regnskab og revision


Stk.1 Foreningens aktiviteter finansieres dels ved deltagergebyr, dels ved indtægter i forbindelse med Årsmødet og anden kursusaktivitet. 

Stk.2 Foreningens regnskabsår er kalenderåret. 

Stk.3 Regnskabet skal foreligge revideret senest en uge inden afholdelse af den ordinære generalforsamling. 

 

§ 9 Opløsning af foreningen


Beslutningen om foreningens ophævelse kan ske på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling. Et forslag herom skal være angivet på den udsendte dagsorden. Til forslagets vedtagelse kræves, at over halvdelen af foreningens medlemmer er til stede og at over halvdelen af de afgivne stemmer er for forslaget. Den ophævede generalforsamling træffer beslutning om anvendelse af foreningens eventuelle formue.